modus
- den måde jeg tænker design
design som destillation
fra muligheder til løsning:
design er med vilje
God formgivning opstår, når funktion, oplevelse og struktur arbejder sammen.
For mig begynder design derfor ikke med form, men med forståelse.
En stor del af designarbejdet består i at definere opgaven korrekt, så formgivningen kan blive en konsekvens af problemet.
Jeg ser design som en destillationsproces:
en gradvis bevægelse fra kompleksitet mod klarhed.
Modellen her er udviklet som et redskab til at formidle den måde, jeg forstår designprocessen på.
modellens tre dimensioner
Modellen kan læses i tre dimensioner: perspektiv, ramme og handling.
Tilsammen beskriver de designprocessen som en bevægelse fra mulighed til løsning.
Perspektivet er, hvor designeren kigger for at forstå opgaven: mod afsender, modtager og kontekst.
Rammen er det arbejdsrum, designeren arbejder indenfor: mulighedsrum, problemfelt, koncept og design.
Handlingen er det, designeren gør for at bevæge processen fra én ramme til den næste: Se, forstå, forme og bygge.
perspektiver
- de retninger designeren undersøger i
Design opstår i relationen mellem afsender, modtager og kontekst.
Jeg bruger de begreber frem for “bruger” og “målgruppe”, fordi de gør det lettere at skelne mellem de forskellige aktører i en opgave. “Bruger” kan både være opgavestiller, beslutningstager, medarbejder eller slutbruger, og “målgruppe” kan på samme måde pege på flere led i kommunikationen.Med afsender, modtager og kontekst bliver det tydeligere, hvem der vil opnå noget, hvem designet skal give mening for, og hvilke rammer løsningen skal fungere i.
Perspektiverne bygger på klassisk kommunikationstænkning, men bruges her som en strukturerende dimension i designprocessen: de hjælper med at sortere mulighedsrummet og pege på, hvor designeren skal kigge for at forstå opgaven.
- den aktør designet udspringer fra
Afsenderen er den aktør, der vil opnå noget gennem designet.
Det kan være en virksomhed, organisation, institution eller person med et formål, et budskab eller et problem, der skal omsættes til en løsning. Afsenderen er ofte også opgavestiller, og derfor er det et naturligt sted at begynde, når opgaven skal forstås.
At undersøge afsenderen handler ikke kun om at spørge, hvad der ønskes, men om at afklare hvad der faktisk er brug for. Opgavestilleren kender ofte situationen, men ikke nødvendigvis den præcise designopgave.
Afsenderperspektivet gør det muligt at forstå intention, værdier, behov og begrænsninger, så designet ikke kun løser en opgave, men understøtter det, afsenderen reelt vil opnå.
- den aktør designet skal give mening for
Modtageren er den person eller gruppe, designet skal forstås, bruges eller opleves af.
Det kan være en kunde, bruger, besøgende, medarbejder, samarbejdspartner eller beslutningstager. Modtageren er ikke altid den samme som opgavestilleren, og derfor er det vigtigt at skelne mellem afsenderens intention og modtagerens behov.
Hvis designet kun tager udgangspunkt i, hvad afsenderen ønsker at kommunikere, risikerer løsningen at tale mere indefra end udefra. Derfor må modtageren undersøges åbent, så designet ikke kun afspejler afsenderens antagelser, men tager højde for modtagerens situation, forståelse og handlinger.
Modtagerperspektivet sikrer, at designet ikke bare udtrykker noget, men faktisk kan modtages.
- det felt designet skal fungere i
Konteksten er de rammer, designet skal forstås, opleves og bruges indenfor.
Det kan handle om medie, platform, teknologi, marked, konkurrenter, trends, tidsånd, kulturelle koder og praktiske begrænsninger. Kontekst er derfor ikke én ting, men det samlede felt af forhold, der påvirker, hvordan designet bliver aflæst og anvendt.
Et design kan ikke vurderes isoleret. Det, der fungerer i én sammenhæng, kan virke forkert i en anden. Derfor må designeren forstå, hvilke forventninger, visuelle sprog og praktiske vilkår løsningen indgår i.
Kontekstperspektivet sikrer, at designet ikke kun passer til afsender og modtager, men også til den situation og det landskab, det skal virke i.
rammer
- de arbejdsrum processen afklarer
Designprocessen bevæger sig gennem fire rammer: mulighedsrum, problemfelt, koncept og design.
Hver ramme repræsenterer en kvalificeret indsnævring af mulighederne i den foregående og fungerer som præmis for det videre arbejde. Bevægelsen går fra et åbent felt mod stadig mere afgrænsede arbejdsrum.
Rammerne er ikke aktiviteter i sig selv. De er de arbejdsrum, der afklares gennem handlinger, og som hjælper designeren med at rammesætte næste del af arbejdet. De gør det muligt at arbejde mere målrettet, fordi kompleksitet gradvist destilleres, og det væsentlige træder frem.
- det åbne arbejdsrum
Mulighedsrummet er den første ramme omkring den stillede opgave.
Den stillede opgave er ikke nødvendigvis det samme som det definerede problem. Den fungerer snarere som en åbning til et felt af mulige retninger, spørgsmål, behov og begrænsninger, som endnu ikke er afklaret.
Mulighedsrummet rummer derfor både det, opgaven umiddelbart ser ud til at handle om, og det den kan vise sig at handle om.
Som arbejdsrum giver mulighedsrummet plads til at holde flere retninger åbne, før problemet afgrænses.
- det afgrænsede arbejdsrum
Problemfeltet er den ramme, der opstår, når den stillede opgave er blevet afgrænset.
Det er ikke nødvendigvis ét enkelt problem, men et mere præcist felt af relevante behov, spændinger, muligheder og begrænsninger, som designarbejdet må forholde sig til.
Problemfeltet rummer den forståelse af opgaven, som gør det muligt at arbejde mere målrettet. Her er det tydeligere, hvad designet skal svare på, og hvilke hensyn der skal vægtes.
Som arbejdsrum danner problemfeltet grundlag for at formulere et koncept.
- det styrende arbejdsrum
Konceptet er den samlende idé eller de styrende principper, der vokser ud af problemfeltet.
Det markerer overgangen fra at forstå opgaven til at forme løsningen. Hvor mulighedsrum og problemfelt afgrænser, hvad designet skal forholde sig til, giver konceptet retning for, hvordan løsningen kan tage form.
Konceptet fungerer som et regelsæt for, hvad designet skal gøre, hvordan det skal opleves og hvilke designvalg, der understøtter den samlede retning.
Som arbejdsrum giver konceptet dermed designeren et argumenteret grundlag for at arbejde målrettet mod et intentionelt design.
- det konkrete arbejdsrum
Designet er den ramme, der opstår, når konceptet er omsat til konkret form, funktion og oplevelse.
Hvor konceptet angiver retning og principper, beskriver designet hvordan konceptet skal realiseres. Her fastlægges de grundlæggende valg om struktur, udtryk, interaktion og indhold.
Designet er derfor ikke kun et slutpunkt, men et arbejdsrum for implementering, test og videre tilpasning. Inden for designets ramme kan detaljer og variationer stadig udvikles, men uden at ændre den grundlæggende retning.
Designet fungerer dermed som præmis for det produkt, der realiseres og anvendes i praksis.
handlinger
- det designeren gør for at drive processen
Designprocessen består af fire grundlæggende handlinger: se, forstå, forme og bygge.
Handlingerne beskriver det, designeren gør for at bevæge sig fra én ramme til den næste. De er ikke faste trin, der altid udføres i samme rækkefølge, men grundbevægelser, der ofte gentages og overlapper undervejs.
At se handler om at åbne feltet og indsamle information uden at konkludere for tidligt.
At forstå handler om at analysere og sammenholde indsigter, så problemet og retningen bliver tydeligere.
At forme handler om at omsætte konceptet til struktur, funktion og oplevelse.
At bygge handler om at realisere designet i praksis, så det bliver til et produkt, der kan bruges.
Tilsammen beskriver handlingerne den bevægelse, hvor kompleksitet gradvist destilleres til en konkret løsning.
- indsamle information uden at konkludere for tidligt
At se handler om at åbne feltet og lade opgaven træde frem, før problemet defineres for snævert.
I denne handling forsøger designeren at forstå, hvad der faktisk er på spil omkring opgaven: afsenderen, modtageren, konteksten, materialet, stemningen og de mulige retninger.
Det handler ikke kun om at indsamle fakta, men om at iagttage uden at låse forståelsen for tidligt. Former, mønstre, sprog, adfærd, referencer og visuelle muligheder kan alle være tegn på, hvad opgaven egentlig handler om.
Når feltet er belyst tilstrækkeligt, bliver det muligt at afgrænse problemfeltet: den ramme, designeren skal arbejde videre indenfor.
- finde mønstre og samle retning
At forstå handler om at bearbejde det, der er blevet set, så problemfeltet kan omsættes til en tydelig retning.
I denne handling analyserer designeren de indsamlede indsigter og ser efter mønstre, spændinger og sammenhænge. Enkelte observationer holdes op mod helheden, og den samlede forståelse justeres løbende, efterhånden som nye forbindelser bliver tydelige.
Det er her analyse og syntese mødes. Analysen skiller materialet ad og gør forskelle og detaljer synlige. Syntesen samler det igen til en mere præcis forståelse af, hvad løsningen skal kunne.
Når forståelsen er konkret nok, kan problemfeltet samles til et koncept: en styrende idé eller et sæt principper for det videre designarbejde.
- omsætte koncept til design
At forme handler om at omsætte konceptet til konkret struktur, funktion, udtryk og oplevelse.
Når konceptet er tydeligt, bliver formgivningen ikke et valg mellem uendelige muligheder, men en målrettet udvikling af, hvordan formen bedst kan understøtte funktion, oplevelse og intention. Konceptet fungerer som en ramme, der gør det lettere at vurdere, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
Det skaber frihed i designarbejdet, fordi designeren ikke længere skal opfinde retningen fra bunden. I stedet kan energien bruges på at afprøve, justere og kvalificere formen inden for en klar intention.
Når formgivningen udspringer af konceptet, bliver designet en konsekvens af forståelsen — og ikke bare et udtryk, der er lagt ovenpå.
- realisere designet i praksis
At bygge handler om at omsætte designet til et konkret produkt, der kan bruges.
Når designet er fastlagt, er de vigtigste valg om struktur, funktion, udtryk og oplevelse allerede truffet. Arbejdet handler derfor ikke længere om at finde retningen, men om at realisere den præcist og få løsningen til at fungere i praksis.
I denne fase bliver designet mødt af materialer, medier, teknologi, begrænsninger og brugssituationer. Derfor kan der stadig opstå behov for justeringer, men de sker inden for designets ramme.
At bygge er dermed ikke bare produktion. Det er den del af processen, hvor designet bliver afprøvet, konkretiseret og gjort anvendeligt.